Kvindelig akilleshæl


Ud med stiletterne, når der køres bil. Høje hæle er nemlig farlige for trafiksikkerheden, siger britisk forsikringsselskab.

At hævde, at kvindelige bilister iført højhælede sko udgør en særlig uheldsrisiko i trafikken, synes måske lidt langt ude. Men ifølge en britisk undersøgelse udført af Sheila's Wheels, et forsikringsselskab for kvindelige bilister, ser det ud, som om det forholder sig sådan.


Umiddelbart rummer det vel en vis fornuft. Ellers ville Formel 1-kørere sikkert gå med stilethæle.


Af undersøgelsen fremgår det, at 65 pct. af de adspurgte kvindelige bilister savner gode råd om, hvad de skal iføre sig i bilen. Og forkert fodtøj er bare en af de mulige farer, der lurer nede i bunden af bilen. Det kunne også være et æble eller en tom sodavandsdåse, der ligger og ruller rundt. Det kan gå helt galt, hvis dåsen eller æblet kommer i klemme under bremsepedalen.


Under samme tema advarer man i undersøgelsen mod klip-klappere, altså løse sandaler, som ikke er fastgjort til hælen. De kan lettere ?smutte? under pedalarbejdet.


Bemærk også, at ældre biler ofte har slidt pedalgummi. Hvis man kan se bart metal nede på pedalerne, er det tid at skifte gummiet. En kombination af våde sko efter en gang sommerregn og nøgne pedaler er nemlig også en uheldsrisiko.

Ingen kommentarer: