Ny klub for dem over tredve.


"Vi manglede et sted at gå ud, nu hvor vi selv er kommet derop," siger Daniel Knuttel, som selv er 30 og en af medejerne af klub Nord, der tilbyder folk over 30 et sted at feste med jævnaldrende. Koncept har han udviklet i samarbejde med 34-årige Niels Hjorth, Renome og Club Copenhagen.

"Vi vil være anderledes end andre klubber f.eks. ved at sørge for, at der er god plads. Det skal også være nemt at finde et sted at sidde ned, og man skal kunne bestille cocktails ved bordet. Vi laver også et cocktailkort, hvor der både vil være de mere almindelige drinks og så nogle, der er nordiske ingredienser i, som havtorn, radise og rabarber. Og vi har ændret lydanlægget, så i de zoner, hvor man sidder ned, vil der være lavere musik, så man kan samtale."

På spørgsmålet om man er bange for, at klubben bliver en cityfilial af Damhuskroen, griner Daniel og svarer hurtigt:

"Det har vi da snakket om, men vi vil prøve at give det lidt mere kant. I stedet for at spille et dansktopnummer, vil vi hellere spille et gammelt David Bowie nummer, men også nye Madonnanumre og den slags, det kan de jo godt lide, dem i trediverne," siger han.

Og det er kun dem, der fyldt 30 år, der bliver lukket ind. Klubben vil, hvis dørmændene er i tvivl, bede om ID, så for første gang siden en gang i 1990erne skal sygesikringsbeviset med i byen. Der er dog (heldigvis!) intet krav om, at man møder op i firsergarderoben med neonfarver, Ball-trøje og permanentet hår helt stift af hårlak. Men man må godt, hvis man selv synes, den slags er smart.
Adresse:
Nord Natklub
Vesterbrogade 2E
1620 København V
Åbningstider:
Fredag-Lørdag kl. 22.00-05.00

Ingen kommentarer: